FILIPPINERNE MARKERER LANGFREDAG MED KORSFæSTELSER OG PISKESLAG

Adskillige mænd har fredag trodset den intense sommervarme og luftfugtighed på Filippinerne for at lade sig piske og nagle til trækors.

Det blodige optrin, der genopfører Jesus' død, er et ritual blandt nogle af landets katolikker langfredag.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Mændene går igennem det smertefulde ritual i håb om at sone deres synder eller få svar på deres bønner.

Mens de fleste filippinere tilbringer fredagen i kirke eller i familiens skød, har tusinder af mennesker samlet sig i landsbyer nord for hovedstaden, Manila, for at se på.

Et af de mest besøgte steder er landsbyen San Pedro Cutud, der ligger omkring 60 kilometer nord for den filippinske hovedstad.

Her indtager den 63-årige Ruben Enaje hovedrollen ved det årligt tilbagevendende ritual.

Det er 35. gang, han lader sig hænge op på korset. Forinden bar han det 37 kilo tunge trækors næsten to kilometer op på en bakketop.

Ruben Enaje, der er bedstefar til syv, insisterer på, at han vil blive ved med at lede korsfæstelserne, indtil kroppen siger fra.

- Jeg bliver ved med at sige, at sidste år var sidste gang, så jeg vil ikke sige det igen. Når min krop svigter, vil det være den sidste gang, siger han til dpa.

Han fortæller, at han bad Gud velsigne sin familie, ligesom han bad om beskyttelse af Filippinerne.

I den nærliggende landsby San Jose deltager den 15-årige Julius Cortez for første gang i påskeritualet. Hans mor er i øjeblikket i behandling for brystkræft.

Teenagedrengen piskede sin ryg blodig, mens hans 19-årige storebror bar på et trækors.

- De gør det for min skyld. Jeg er bekymret for dem, men de insisterede. Jeg takker Herren for dem, for de er min velsignelse, siger drengenes 37-årige mor.

Påskeugen er den vigtigste religiøse højtid på Filippinerne. Mere end 85 procent af befolkningen er katolikker.

/ritzau/dpa

2024-03-29T11:58:18Z dg43tfdfdgfd