RUMæNIEN FINDER MULIGE DRONERESTER NæR UKRAINSK GRæNSE

Der blev torsdag aften fundet fragmenter, der ser ud til at stamme fra en drone, på en gård i NATO-landet Rumænien nær landets grænse til Ukraine.

Det skriver det rumænske forsvarsministerium fredag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det nationale forsvarsministerium er sammen med specialister indenfor det nationale forsvar, den offentlige orden og nationale sikkerhed ved at undersøge hændelsen, skriver ministeriet.

Der er ikke meldinger om tilskadekomne i Rumænien i forbindelse med fragmenterne.

Rusland angreb natten til torsdag mål i det vestlige og centrale Ukraine med missiler og droner.

Fragmenterne blev fundet omkring 20 kilometer fra Ukraines sydvestlige grænse på en ø i Donau i regionen Brăila, der ligger i det østlige Rumænien.

Det er ikke første gang, at de rumænske myndigheder rapporterer om fund af dronerester i Nato-landet, efter Ruslands invasion af Ukraine.

I september rapporterede myndighederne to gange indenfor en uge om fund af dele af en drone på rumænsk territorium. Ligesom der også blev fundet fragmenter efter droner i december.

Dronerne var ifølge myndighederne magen til dem, der bruges af Ruslands militær i Ukraine.

Rumænien er ikke det eneste Nato-land, der grænser op til Ukraine, der på det seneste har oplevet at få dets luftrum krænket.

Søndag morgen sendte Polen sammen med en række af landets allierede flere militærfly i luften, efter at et krydsermissil havde krænket landets luftrum.

Ifølge Polen var der tale om en russisk missil.

Det polske militær oplyste, at missilet opholdt sig i polsk luftrum i 39 sekunder og nåede to kilometer ind i polsk luftrum, før det vendte tilbage til ukrainsk luftrum.

Noget lignende skete 29. december sidste år, da et russisk missil bevægede sig ind i Polens luftrum. Missilet befandt sig dengang i luftrummet i flere minutter.

Tilbage i november 2022 blev to personer dræbt, da et luftforsvarsmissil landede i den polske landsby Przewodow tæt på grænsen til Ukraine.

Her var dog ikke tale om et russisk missil, men et ukrainsk missil, som ved en fejl endte i Polen.

/ritzau/Reuters/AFP

2024-03-29T10:28:06Z dg43tfdfdgfd